|
|
Udpluk: KAPITEL 16, Sandvejen - og andre veje. Lindevangsparken. Da jeg nåede hjørnet af Finsensvej og Dalgas Boulevard, skråede jeg efter en pludselig indskydelse over kørebanen og tog den ind ad den nu sneklædte grussti til legepladsen på hjørnet. Den lå der endnu. Vores gamle skøjtebane. En gruppe
subsistensløse mænd stod skuttende sig i læ for sneen bag det brune redskabs- og
opsynsskur. Termometeret viste minus 5 C. Jeg tog de sorte kunstløbere ud af skabet, bandt de hvide
snørebånd sammen, slængte dem over skulderen og tog trappen i to spring. Nu
måtte de have overrislet. Men her om vinteren omdannede kommunen den til den mest vidunderlige skøjtebane, så snart temperaturen lå stabilt omkring de 3-4 frostgrader. Den forræderiske fare for slibningen var de huller i isen, der kunne opstå dér, hvor asfalten puklede lidt, og hvor vandet derfor løb bort under overrislingen, så der ikke blev dannet et tilstrækkeligt tykt lag is. Vi lærte hurtigt at undgå de lumske, bare pletter, som var farlige nok, når vi en sjælden gang med fuld fart ramlede ind i dem. Hvis jeg var tæt på at blive fanget under kæde, gik der sport i at udnytte de bare pletter til undvigelse. Man kunne let alene springe over stederne, men to, der holdt hinanden i hånden, og som kom i fuld fart bagefter, blev let fanget, og tumlede så den ene omkuld, så var de begge hægtet af. Hen over januar og næsten altid i hele februar opstod problemet langt sjældnere på grund af den mere stabile frost, der tillod, at kommunens stadige overrislinger hurtigt efterlod et lækkert tykt og sprødt islag. I den hårdeste frost sang skøjterne mod den tykke, blåhvide is. Jeg havde altså beklageligvis kunstløbere, mens Palle, Lasse, Jannik, Ole og Torben alle sammen havde hockeyskøjter. Jeg havde fået dem i julegave, og selvfølgelig kan du bytte dem til et par hockeyskøjter, sagde min mor, og det blev jo ikke til noget, for sneen lå udenfor, og banen var allerede oversprøjtet, og de andre ville være der, hele holdet, 2. juledag. Hockeyskøjter var meget anderledes. Klingerne var smallere, og det gav dem et helvedes godt greb i svingene, så de kunne lægge sig længere ned med den tynde æg og komme meget højere op i fart. Jeg kunne mærke forskellen med det samme og ærgrede mig. Til gengæld skiftede jeg lettere retning end de andre, og det
kompenserede en del for den lavere hastighed. En dag et stykke efter jul prøvede jeg Torbens hockey’er, men det var rent til grin, det var som at starte helt forfra. Jeg vaklede rundt og knækkede hele tiden over i anklerne, som om der ikke var noget hold. Skøjten gik heller ikke så højt op på benet og gav derfor ikke nær så meget støtte. Der var ikke noget at gøre. Jeg måtte nok affinde mig med
situationen og bare sørge for, at cykelsmeden hulsleb dem så grundigt, at grebet
i isen altid forblev optimalt. Jeg kunne næsten, om ikke helt, nå op på omgangshøjde med banens ubestridte ”vindere” Palle og Lasse, helt klart de hurtigste. Jeg tog den på cykel 1. juledag over til Lindevangsparken fra Jens Jessens Vej bare lige for at tjekke. Den måtte være god nok nu. Hjertet slog et par takter hurtigere, da jeg så vognen og folkene i gang med at oversprinkle pladsen. I aften ville den være klar. Jeg tog den hjemad over styret trods det glatte vejr og ringede til Torben. Ork, han vidste det allerede, det var nået hele vejen rundt. Vi skulle mødes halv otte som sidste år ved den store indgang. Kommunen havde ført to el-ledninger op i et par interimistiske master og anbragt et par søvnige, nøgne pærer i hver i begge ender af banen, og de to oplyste steder udgjorde de naturlige mødepunkter under løb. Her pustede man ud, og kæde blev aftalt. Almindelig samling. Opbremsning til ære for pigerne, så isen føg ind over hele gruppen. Ih, altså. Pigerne hvinede, når opbremsningerne endte millimeter fra dem, og den oprevne is i fine, våde kaskader ramte dem i ansigtet. De spyttede den henrykt ud og rystede kokette og påtaget fornærmede sneen ud af det lange hår. Gerningsmanden var selvfølgelig nonchalant og upåvirket,
fløjtende med hænderne dybt begravet i bukselommerne. Fedt stop, mand. Der var allerede en oprømt stemning på pladsen. Parkens normalt dystre aftenstemning var afløst af opstemt latter og forventningsfulde glade råb, der kunne høres langt væk ude på selve boulevarden. På de sidste bænke før banen sad rækker af kammerater og skiftede skoene ud med skøjter, og skoene efterlod vi bare under bænkene. Febrilsk skiftede jeg på bænken lige ved banens sydlige indgang, hvor lyset var bedre. For at komme så hurtigt som muligt ud på banen undgik jeg at bruge skøjtebeskyttere. Mit hjerte slog et par takter ekstra af ophidselse. Nu ikke sjuske. Jeg tvang mig til at gøre jobbet ordentligt, det var vigtigt, at snørebåndene sad så stramt som overhovedet muligt over den lange pløs. Kun sådan havde jeg en rimelig chance mod hockey’erne. Sommetider strammede jeg dem endda for meget og fik krampe under foden, lige så snart jeg havde gået nogle få meter, fordi støvlernes greb om foden for alvor begyndte at hæmme blodets tilbageløb. Men det var prisen for at være fremme mellem de forreste. Jeg tog de sidste skridt gennem sneen. Klingen ramte ind imellem stenene i gruset under sneen og satte de første smertelige ridser i slibningen. Det gjorde ondt helt ind i sjælen. Som når min mor skiftede gear. Nu kan jeg mærke isen under skøjterne. Med en befriende følelse af lethed sætter jeg af, lader fødderne skride i små, faste tag over den glatte flade. Den er på én gang hård og spændstigt eftergivende og tager imod hvert hurtigt strygende skridt og løfter mig med en svag syngen op i et hæsblæsende tempo over mod hovedindgangen. Det er vigtigt at gøre det rigtige indtryk. Opbremsningen bliver kun helt rigtig med tilstrækkelig høj fart. De er der alle sammen og har allerede lagt slagplanen. Satans
også. Lasse fører som sædvanlig an. Jeg bliver glad og varm. Med Anne. De andre forsvinder i alle
retninger og er snart opslugt af mørket og de mange løbere. Hun tager min hånd. Selv gennem de tykke grå vanter føler jeg
hendes tryk, og der går en ildning igennem mig fra isse ned til de indsnørede,
forkrampede tæer. Jeg ser ind i hendes lille gaminansigt, som jeg kender så
godt, nu vender hun sig mod mig, og de blå drillende øjne smiler ind i mine.
Bare jeg kan holde balancen. - Lad os gi’ dem. Vi læner os forover ligesom Kurt Stille og stryger hånd i hånd over isen. Jeg løber det bedste, jeg formår, og koncentrerer mig om at gøre det så let for Anne, især i svingene, som muligt. Holder farten oppe. Sneen slår mig i ansigtet og nedsætter min sigtbarhed. Banen er pludselig uendelig stor. Jeg overkompenserer med en voldsom anspændelse i både lår- og lægmusklerne, så Anne ikke skal opdage, at jeg i virkeligheden endnu er lidt svag i teknikken. Så spotter vi det første offer. Det er Jette. Det havde vi aftalt som vores taktik, først at fange et par hold piger, så vi opnåede en større mandsopdækning over banen, og derefter ville vi indkredse de hurtigere drenge. Ivrig og forpustet hepper Anne på mig. - Kom, siger hun ind imellem, kom, når vi pludselig får has på en løber midt i et sving. Med fuld fart kommer vi styrtende i en overraskelsesmanøvre fra vores skjul midt inde på banen bag andre grupper af løbere og dukker op skråt ind foran og afskærer deres naturlige bane, og systematisk fanger vi dem én efter én, før de overhovedet kan nå at ændre løberetning. Pludseligt står jeg med hendes vante i hånden. Hun er faldet og ler. Jeg tager min egen af for at få et bedre greb og haler hende op. Hendes krop støder hårdt og ugenert mod min, mens hun fanger balancen, hånden kold og våd af sneen. Efterhånden er kun Palle tilbage. Alle de andre har vi fået fanget, og vi danner nu kæder to og
to over det meste af banen. Hanne er også fanget og er egentlig i overskud, men
hun havde fået ondt i foden og humper ud på en bænk i sneen for at løsne
skøjten. Mine lægge er virkelig begyndt at smerte, og jeg begynder at bede til, at det her snart er overstået. Så pludseligt ramler vi ind i ham, Anne og jeg indkredser ham ved et tilfælde i et af banens hjørner. Det her er vores bedste chance hidtil, simpelthen. Vores øjne mødes, og Palle maskerer sit afsæt. Anne spænder kroppen. Jeg tager retning mod højre, og hun sætter af mod venstre. Palle undslipper, og der står jeg igen og kigger på hendes ensomme grå vante. - Sørens også. Hun kommer tilbage. Irriteret. Ærgerlig. - Vi havde ham jo. Mine ben er som to store smertende, stenhårde bjælker. I mellemtiden bliver Palle endelig fanget under høje triumfråb inde midt på banen af Jannik og Gitte, og vi søger igen alle ned mod lyset for at samles til en ny runde. Anne løber ind mod Palle og standser ved ligesom tilfældigt at gribe fat i ham. Hun ser ud til at være ved at falde og griber ham om halsen. - Flot, Palle, beundring i stemmen. Palle smiler svagt med
hænderne i bukselommerne og ser ud, som om han keder sig. - Åh, tak. Anne sætter af hen over isen. Det sneede endnu, da jeg gik hjemad ved titiden, banens officielle lukketid. Det var en underlig følelse at gå i skoene igen, det var ligesom at gå på koldt vat. Jeg hørte nogle af de andre cykle forbi ude på Dalgas Boulevard. Latter og råb trængte ind gennem parkens krat til stien, hvor jeg traskede af sted i den nedtrådte sne med skøjterne bundet sammen over skulderen. Jeg nåede lige at få et glimt af Palle med Anne på bagagebæreren. Hun holdt godt fast om livet på ham for ikke at falde af. Jeg vågende af min dvaletilstand, da der lød et råb og en klirren som fra knust glas fra gruppen af mænd. De stod tættere sammen nu i den tiltagende sne. Jeg børstede sadlen fri for al den sne, der i mellemtiden
havde samlet sig, og fortsatte min cykeltur. Bagud blev cyklens ensomme
dobbeltspor næsten med det samme udvisket af de faldende kolde fnug. KAPITEL 5, Noter fra en Natbog: Der er glat på Grøndals Parkvej. Da jeg var godt fjorten år, var mine forældre og jeg en sensommersøndag til frokost hos Charleys forældre. De boede i en lille lejlighed overfor KB Hallen, lige ved sporvognenes endestation. Charleys far var blevet taxachauffør, fordi han havde måtte lukke et lille en-mands skrædderværksted, han ikke længere kunne få til at løbe rundt. Charley og jeg kedede os temmelig bravt, og vi sad ved frokostbordet i den indelukkede lejlighed og surmulede. - Stik I bare af, sagde Charleys far, og det lod vi os ikke sige to gange. Vi spurtede ned, fandt cyklerne frem, drønede Damhussøen rundt og tog den ud over Damhusengen. Alle vegne hvor vi kunne forcere terrænet, lå vi hen over styret og racede derudaf, og en god times tid senere vendte vi tilbage, svedige og forpustede. Og så var det Charley fik en idé. Charley fik altid så mange skidegode idéer. Han stod der med sin blanke cykel, kiggede på sin fars taxa og grundede lidt. - Vent lige, og han tog den i firspring op i lejligheden, og kom tilbage med nøglerne til bilen. - Kom, sagde han, og vi låste os ind, hvor Charley åbnede for bilradioen, og et stykke tid sad vi og lyttede til damestemmen, som kommanderede rundt med Charleys fars kolleger over hele byen. - Når hun siger, at der er glat på Grøndals Parkvej, forklarede Charley mig, - så er strisserne ude med fartkontrollen. Skulle vi ikke lige tage ned og se, om de nu også er der? Den var jeg mægtig med på, og skulle allerede til at stige ud af bilen, men det var ikke det, Charley havde i tankerne. - Nej, for fanden, vi kører derned, sagde han, satte nøglen i tændingen og startede vognen. - Er du sindssyg, sagde jeg og sprang ud. Charley fik den i gear, og ti sekunder senere havde han torpederet den foran holdende bil. Min far var ikke i noget særligt godt humør, da vi tog hjem efter frokosten. - Hvordan kunne I også finde på det? Og jeg forsøgte forgæves at forklare, at det var Charley, altså, der havde... Charleys forældre flyttede kort efter permanent til deres lille sommerhus i Greve, og i mange år så jeg ham ikke. Men godt 20 år senere stødte jeg ind i ham til en større reception i den indre by for indvielsen af et nyt forretningskoncept inden for edb-branchen. - Charley! Han stak på næven og gamle ven. Vi krystede hinanden. Udvekslede minder, og kan du huske min fars taxa. Charley lo, og jeg kunne se på hundrede meters afstand, hvor smart, han var blevet. Jeg kunne overhovedet ikke forbinde ham med den bumsede knægt med de store røde ører, som oprindeligt havde strittet, og som først havde ledt mig til genkendelse, skønt jeg godt kunne se, at der var gjort, hvad der var kirurgisk muligt for at få dem lagt tættere ind til hovedet. Håret var redt bagud helt fremme fra panden og slog nogle gevaldige brillantinekrøller i nakken. Jeg havde engang set noget lignende i en film med Alain Delon. Han var ulastelig klædt i sit skræddersyede, mørkeblå jakkesæt, og kæften gik som et møllehjul. Jeg følte mig som lidt af en bums, som jeg selv stod der, lidt varm i en let krøllet jakke og tilfældigt slips, ankommet direkte fra en lang dag på advokatkontoret. Helt sikkert havde den meget attraktive pige ved hans side, som det fremgik af små signaler og beundrende sideblikke, mere end et flygtigt tilhørsforhold til ham. Charley, konstaterede jeg, var i en alder af godt 35 år blevet verdensmand. - Kig dig omkring, du gamle. Han slog ud med armen, og først nu gik det op for mig, at det var Charleys reception. Et nyt firma midt i den indre by, 8000 kvadratmeter hightech og arkitektegnet møblement, store glasruder ud mod hovedgaden, 75 ansatte og hele baduljen. Vi gik over i den i dagens anledning opsatte bar, og Charley fortalte løst og fast om, hvordan livet havde formet sig. Ejendomshandel i stor stil, afskrivningsprojekter i kommanditistgenren og en vekselererbutik - en nebengeschæft, som han kaldte det - hvor han havde været på forkant med udviklingen og indført edb før de andre og solgt det hele, før de store drenge overtog markedet. Og nu var det så igen noget med edb og informatik, som jeg ikke helt forstod. - Og det allerbedste, ved du, hvad det er, lo han. - Jeg gik i den her elendige, lille kommuneskole nede ved Jersie Strand, og især var historielæreren evig og altid på nakken af mig og fortalte mig dagen lang, at jeg aldrig ville blive andet end anden rangs mælkedreng, hvis jeg altså var rigtig heldig og kunne finde et tolerant mejeri. - Sidste år fandt jeg så historielærerens privatadresse, og en eftermiddag ringede jeg og spurgte, om jeg måtte komme forbi. Jeg afslørede ikke, hvad det var, jeg ville. - Han var temmelig overrasket, men vi fik da et møde i stand. Og da jeg så stod i døren til hans lille lorteforstadsbolig, så stak jeg ham fandeme min slutopgørelse fra sidste år, bare sådan, og det var mig, du sagde, der ville ende som mælkedreng. Det var fra året, hvor jeg havde haft en skattepligtig indkomst på fire millioner, og det udtryk, jeg så på hans fjæs, var alle fire millioner værd. Han fik sgu sved på panden og blev helt svimmel, og måtte sætte sig ned. Hold kæft, hvor jeg tog røven på ham. Han var helt krøllet i hovedet, da jeg gik. - Jeg er Ballerups største skatteyder, og hvis det sner, og jeg klager til kommunen over manglende snerydning, så kommer borgmesteren sgu selv ud og fejer, hvis de står og mangler folk. Vi lo, og lidt senere gled jeg ud i byen igen. Jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke kunne sige mig fri for at være lidt misundelig på Charley, selv om følelsen ikke er den, der kommer først til mig, men det her var næsten for meget. Vi havde jo kendt hinanden som drenge, og man kan vel aldrig helt lade være med at måle sig med sine kammerater. På falderebet havde vi aftalt at spise frokost sammen i Kgl. Dansk Yachtklub, hvor han selvfølgelig var medlem, men jeg hørte aldrig fra ham igen. Det var vel en seks-syv år senere, at jeg fik en opringning på advokatkontoret. Charleys far. - Om jeg kunne komme ud og snakke om noget angående hans søn? Det var ikke noget, han kunne tale om i telefonen. Jeg ankom en sen eftermiddag til den lille lejlighed ved KB Hallen, hvor sporvognene havde haft deres endestation. Charleys far var flyttet tilbage efter Charleys mors død. Det hele lignede sig selv. Charleys far var blevet gammel, og for første gang kunne jeg i det lidt indsunkne ansigt se, hvor Charley havde stritørerne fra. Vi sad i eftermiddagslyset, og Charleys far så ud ad vinduet. - Det er ikke nemt for mig at tale om, sagde han med brudt stemme. Og så fortalte han mig langsomt og med mange pauser hele historien. Hvordan Charley allerede som helt ung havde vist visse tegn på, at hans naturlige hæmninger manglede. - Du husker nok taxaen, sagde han med et stille smil. Men den blev efterfulgt af en hel serie småforseelser, som var ved at tage livet af hans mor, hvis de ikke rent faktisk gjorde det. Og Charley kastede sig ud i forretningslivet. Startede det ene mere vanvittige projekt efter det andet, slog langt større brød op, end han kunne bage, brugte nye selskabskonstruktioner til hvert nyt projekt, besnakkede bankerne med falske regnskaber og oppustede budgetter, som han overtalte revisorer til at udforme, stiftede stribevis af lån, udstedte til sidst dækningsløse check og dækkede dem så ind ved rytteri og efterlod det hele igen lige så hurtigt. Mærkværdigvis altid med en hale af næsegrus beundrere i hælene, der var sikre på, at han var lige ved at have fat i det helt rigtige. Han kom hjem med den ene flottere pige efter den anden, altid elegant klædt, solbrændt og i dyre biler. På et tidspunkt havde han endda anskaffet sig en livvagt, som kørte efter ham overalt i byen i en Mustang, magen til hans egen. Han spankulerede rundt i krokodilleskindssko med en krokodilleskindsmappe i matchende farve, som han havde lænket til håndledet. Charleys far sukkede. - Og nu har de, efter en ny række berigelsessager og to brandstiftelser, som egentlig "bare" var forsikringssvig, sat ham ind på ubestemt tid, og det eneste jeg ønsker er, at han i stedet får en tidsbestemt straf. Jeg har besøgt ham, og det, at han ikke ved, hvornår han kommer ud, er ved at tage livet af ham. Han har truet med at begå selvmord efter to forgæves flugtforsøg. Det har han truet med så tit, men denne gang er jeg alvorligt bange for, at han mener det. Vi sad længe sådan, mens mørket sænkede sig. Charleys far i den gamle lænestol i det fjerneste hjørne af stuen. Dagslyset var faldet, så jeg ikke længere kunne se hans ansigt. Gennem vinduet kunne man høre trafikken i den stille stue. Sporvognene var for længst blevet afløst af busser, og gennem vinduesglasset trængte med mellemrum den hissende lyd fra bussernes døre, når en ny chauffør skulle i gang. Da dagslyset var forsvundet helt, og han ikke gjorde mine til at tænde det elektriske, rejste jeg mig, gav den gamle mand hånden og lovede ham, at kontoret ville tage sig af sagen. Jeg ville personligt ringe til myndighederne snarest og undersøge mulighederne for at få hans sag genoptaget. Jeg lukkede døren efter mig, tog den ned ad stentrappens terrazzo og kom ud i den friske luft på Peter Bangs Vej. Stod lidt og overvejede. I det samme kom en taxa forbi. Jeg vinkede den over, satte mig hurtigt ind og gav chaufføren besked om at køre mig tilbage mod byen. Taxa. Trods alt hellere det end bussen. Det havde været en lang dag, og taxaens bløde, duvende bevægelser fik mig kort efter til at døse lidt hen, da jeg pludseligt opfangede en stemme. Eller var det noget jeg bildte mig ind eller drømte ? En skrattende damestemme over bilens anlæg: Meddelelse til alle vogne. Der er glat på Grøndals Parkvej. Jeg gentager. Meddelelse til alle vogne… Jeg måtte have hørt det, for lige efter opfangede jeg chaufførens stemme omme fra forsædet: - Når hun siger, at der er glat på Grøndals Parkvej, så er strisserne ude med fartkontrollen. Vi nærmede os centrum, og han styrede vognen rutineret gennem den tiltagende trafik. Der var mørkt inde i vognen, og det eneste, jeg kunne se af ham fra det øgede gadelys, var et par ret store ører og så hans tilbagestrøgne hår. Det slog nogle gevaldige brillantinekrøller i nakken. Jeg huskede, at jeg engang havde set noget lignende i en film med Alain Delon.
|